Smart Grid er fremtiden ? vindmøller alene er ikke nok
Vindmøller er ikke nok. Det er blot et skridt i den rigtige retning. Vi skal allerede nu tage det næste skridt. Næste skridt hedder Smart Grid. En Smart Grid-løsning vil spare samfundet for en investering på 6,1 mia. kr. Og forbrugerne får en helt ny status. Smart Grid betyder, at forbrugerne ikke længere er en »belastningsenhed«. Forbrugerne vil gennem en automatiseret og intelligent styring af deres el-apparater være i stand til at være en aktiv medspiller, der både forbruger og producerer el. Der er derfor behov for at ændre på vores traditionelle energisystem således, at det kan håndtere fremtidens udfordringer på en intelligent måde. Den 10. september udgav Energinet.dk og Dansk Energi en rapport om Intelligent el-net (Smart Grid). Af den rapport fremgår det, at der ligger en investering på ti milliarder kroner forude og venter. En stor investering. Isoleret set. Men der vil være samfundsøkonomiske gevinster for knap otte milliarder kroner i form af lavere omkostninger til el-produktion og el-besparelser. Den samlede nettoinvestering udgør således to milliarder kroner. Sammenlignet med andre alternativer er det billigt. Der er allerede nu manglende kapacitet på el-nettet, og det vil under alle omstændigheder være nødvendigt med en investering på 7,7 milliarder kroner. Det er bare en udvidelse af det eksisterende net med endnu flere transformatorstationer, flere og større kabler. Denne investering vil være overflødiggjort af det intelligente el-net. Erhvervslivet vil også kunne få stor glæde af sådan en investering. Men det er langt mere end det. Det vil give Danmark alle forudsætninger for at iføre sig den gule førertrøje inden for teknologi og knowhow. Endnu engang. Smart Grid er noget, som er mindst lige så epokegørende som anvendelse af vindmøller. Her har Danmark med Vestas vist vejen for andre lande. Desværre kan den (kommende) succes ikke aflæses i det samfundsmæssige regnskab lige nu. Det er en investering i fremtiden. Og det har vi brug for. Danmark har behov for at finde områder, hvor vi er konkurrencedygtige for at fastholde det nuværende velfærdssamfund med det tvist af bæredygtighed, der gør os til en rollemodel for resten af verden. Vi har gennem mange år haft behov for at tænke langsigtet og visionært på energiområdet for at reducere den kraftige udledning af drivhusgasser fra vores el-produktion. Der har været stor folkelig opbakning til det, og Vestas? status som folkeaktie viser, at det er noget, som vi har taget til os. Denne opbakning har været med til at opbygge vidensmiljøer inden for vedvarende energi, hvoraf vindmøllerne kun er et af områderne. Derfor oplever virksomhederne og forskerne, at de bliver opsøgt af kinesere, amerikanere og andre, der gerne vil gøre en indsats for klima og miljø. Vi ved hvordan. Regeringen har sat ambitiøse planer for omstillingen af el-produktion, som allerede er ved at blive realiseret ved etableringen af havvindmølleparker. Samtidig forventes det, at vi skifter vores oliefyr ud med elektriske varmepumper og erstatter benzinbilerne med elbiler. Der er brug for at foretage en langsigtet investering, som ikke kan aflæses i det samfundsmæssige regnskab lige med det samme. Smart Grid er en af de bedste investeringer, som kan foretages for miljøet, samfundsøkonomien og fremtidens Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok med at komme i gang. Af Søren Lehn, CEO, PA Consulting GroupOppositionen forlanger national klimastrategi
Fælles udtalelse fra Socialdemokraterne, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten. 28-sep-2010 10:15 Vi hilser Klimakommissionens rapport velkommen og opfordrer regeringen til at lytte til deres egne eksperter. Den knappe ressource i klimapolitikken er politisk vilje og handlekraft. Vi håber, at denne rapport endelig kan bringe Danmarks klimapolitik ud af dødvandet. Rapportens budskab er klart. Danmarks energiforsyning kan omstilles til 100 % vedvarende energi inden 2050, og det koster ikke mere end at lade være. Det, Danmark har brug for nu, er en national energi- og klimastrategi, der sætter klare mål for de næste 10 år, så vi får sat drøn på den grønne revolution. Det skal sikre os, at vi helt kan undvære fossile brændsler i 2050. Regeringen bør også komme med en klar udmelding om, at EU skal hæve den samlede reduktionsmålsætning til 30 % i 2020 – noget som regeringen har forsømt, selvom flere toneangivende europæiske lande, energibranchen, oppositionen og EU’s egen klimakommissær længe har bakket op om at hæve EU’s klimaambitioner. En national klimastrategi skal være ambitiøs; Bringe Danmark tilbage i front, skabe nye jobs og sikre, at vi bliver uafhængige af ustabile olie- og gasstater. Oppositionen har fem konkrete krav til en national klimastrategi: 1. Energibesparelser: Danmark skal have en konkret plan for, hvordan vi år for år reducerer energispildet frem mod 2020. Der skal spares mindst 1 % om året ved at sætte ind over for dårligt isolerede bygninger, spild i industrien og landbruget og fråds i transportsektoren. 2. Massiv udbygning af vind: I 2020 skal halvdelen af vores elektricitet komme fra vind. Det skal ske gennem en udbygning af vindmølleparkerne til havs samt flere og mere effektive vindmøller på land. 3. Optimal og bæredygtig udnyttelse af biomasse: Strategien skal indeholde en national handlingsplan for, hvordan biomasse (halm, træ, gylle og affald) mest optimalt og bæredygtigt udnyttes som et supplement til vind. 4. Mere el i transportsektoren: Strategien skal indeholde en konkret plan for, hvordan elbiler og plug-in hybridbiler kan indfases i den danske bilpark. Der skal generelt skabes bedre vilkår for de teknologier der kan være med til at fremme andelen af vedvarende energi i transportsektoren. 5. Opvarmning baseret på vedvarende energi: Strategien skal indeholde national varmeplan, som skal sigte på at udfase individuel opvarmning med gas og olie. Det betyder en udvidelse af fjernvarmenettet samt en udrulning af individuelle vedvarende energiløsninger som jordvarme og varmepumper. Yderligere oplysninger: Margrethe Vestager (RV), 3337 4707Mette Gjerskov (S), 3337 4066Ole Hækkerup (S), 3337 4018Anne Grethe Holmsgaard (SF) 3337 4406Per Clausen (Ø), 3337 5008Resume: Klimakommission siger meget mere vind
Klimakommissionen pegede i dag på havvindmøller som rygraden i fremtidens grønne energisystem. 60-80 pct. af elforbruget skal dækkes af vind i 2050. Dermed er der brug for 10.000 MW – 18.500 MW vindkraft ifølge Klimakommissionens beregninger. Det er ved hjælp af havvindmøller, biomasse, varmepumper og elbiler, at Danmark bliver uafhængig af fossile brændsler. Det viser Klimakommissionens rapport, som blev præsenteret i dag. Rapporten indeholder 40 konkrete anbefalinger til, hvordan Danmark kan gøre sig fri af de fossile brændsler. Ifølge Klimakommissionen vil nøgleelementerne i det grønne energisystem i 2050 være: - Havvindmøller, der skal levere en stor del af den elektricitet, som bliver rygraden i vores fremtidige energisystem. - Biomasse kommer til at spille en vigtig rolle. Både som brændstof i transportsektoren og som ”backup” for vindenergien, når produktionen svinger. - Vi skal varme vores huse op med eldrevne varmepumper, hvor vindmøller leverer energien og med fjernvarme. - Hele transportsektoren skal på sigt omlægges til el og biobrændsler. - Vores forbrug af el i hjemmene, institutioner og i virksomheder skal være ”intelligent”. Det vil sige, at vi skal bruge energien på de tidspunkter, hvor der er meget af den. De centrale anbefalinger Klimakommissionen anbefaler blandt andet, at der i de kommende årtier sættes op til 10-20 gange så mange havvindmøller op, som der er opstillet i dag. De skal producere en stor andel af den elektricitet, som i fremtiden kommer til at dække op mod 70 procent af vores energiforbrug. De centrale anbefalinger i Klimakommissionens rapport er: - Udbygning med havvindmøller med ca. 200 MW om året i perioden 2015-2025. - En ny afgift på fossile brændsler skal sikre, at markedet bliver driver for udviklingen. Klar udmelding om gradvis indfasning skal skabe sikre rammer for investeringer. - Afgiftsfritagelse for elbiler forlænges efter 2015, indtil der opnås en elbilpark på 100.000 biler. Klimakommissionen påpeger, at det er vigtigt, at der besluttes og fastlægges langsigtede rammer for udbygningen med havmøller, da det fremmer planlægning af investeringer og potentielt reducerer omkostningerne til nye havmølleparker. Samtidig anbefaler Klimakommissionen, at der også fastlægges en langsigtet strategi for energiinfrastrukturen, da det er mest samfundsøkonomisk fornuftigt og nødvendigt for at integrere de store mængder vind på bedste vis. Vindkraft billigste løsning Klimakommissionen lægger i rapporten vægt på, at vindkraft ser ud til at være den billigste form for vedvarende energi til elproduktion, da biomasse er en knap ressource og dermed bliver dyrere, hvis også andre lande efterspørger mere af biomassen. Klimakommissionens beregninger viser, at prisen næsten vil være den samme, hvad enten Danmark laver den store omstilling til et grønt energisystem, eller vi intet foretager os. Det skyldes blandt andet, at investeringerne kommer til at foregå over så lang tid, og at den øgede globale efterspørgsel efter energi vil gøre alternativet til grøn energi dyrere. Forskellen mellem at omstille samfundet til grøn energi eller ikke at gøre noget er på ca. 0,5 pct. af BNP. Læs mere Klimakommissionens rapport Vindmølleindustriens anbefalinger "Vind under energivisionen"Læs mere: http://www.windpower.org/da/presse/nyheder.html#699