Slut med kulkraft i byerne

Regeringen vil udfase kulfyring i kraftvarmeværkerne i byerne. Og man begynder allerede til næste år. I stedet skal man fyre med biobrændsler (hvilket sandsynligvis især kommer til at betyde at man fyrer med importeret træ). Regeringen mener det vil spare os for 2-3 millioner tons udledt CO2 om året (svarende til 3-5% af vores samlede CO2-udledning).   Man bør være klar over, at kraftvarmeværkerne i stigende grad udfaser halmfyring til fordel for træfyring (fordi træfyring giver færre askeproblemer). Men det betyder jo omvendt, at der går mange år før den udledte CO2 igen fikseres i nye træer, så reelt vil ændringen ikke føre til en reduktion i CO2 udledningen de første mange, mange år.   Det ville efter min mening give langt mere mening at satse mere helhjertet på biogas og biobrændsler, fordi der her er mulighed for at udnytte overskudshalm og gylle. Andre områder kunne være bedre udnyttelse af affaldet (en opprioritering af ReneScience projektet ligger lige for).   Jeg mener projektet demonstrerer regeringens store vilje til at virke handlekraftige på miljøområdet - og deres totale ligeyldighed overfor, hvad der rent faktisk virker. Som minimum kunne man forlange, at fyringen skal ske med halm, i stedet for træ...   Også formanden for klimakommissionen, Katherine Richardson, advarer imod det nye tiltag. Det må da også være underligt, at have arbejdet i årevis på en seriøs plan for omstilling til en CO2-neutral energiforsyning for blot at se det forkastet til fordel for den slags hovsa-politik...

Læs mere: http://www.radikale.net/stig-libori/indlaeg/2010/10/22/slut-med-kulkraft-i-byerne