Smart Grid er fremtiden ? vindmøller alene er ikke nok
Vindmøller er ikke nok. Det er blot et skridt i den rigtige retning. Vi skal allerede nu tage det næste skridt. Næste skridt hedder Smart Grid.
En Smart Grid-løsning vil spare samfundet for en investering på 6,1 mia. kr. Og forbrugerne får en helt ny status. Smart Grid betyder, at forbrugerne ikke længere er en »belastningsenhed«. Forbrugerne vil gennem en automatiseret og intelligent styring af deres el-apparater være i stand til at være en aktiv medspiller, der både forbruger og producerer el.
Der er derfor behov for at ændre på vores traditionelle energisystem således, at det kan håndtere fremtidens udfordringer på en intelligent måde.
Den 10. september udgav Energinet.dk og Dansk Energi en rapport om Intelligent el-net (Smart Grid). Af den rapport fremgår det, at der ligger en investering på ti milliarder kroner forude og venter. En stor investering. Isoleret set. Men der vil være samfundsøkonomiske gevinster for knap otte milliarder kroner i form af lavere omkostninger til el-produktion og el-besparelser. Den samlede nettoinvestering udgør således to milliarder kroner. Sammenlignet med andre alternativer er det billigt.
Der er allerede nu manglende kapacitet på el-nettet, og det vil under alle omstændigheder være nødvendigt med en investering på 7,7 milliarder kroner. Det er bare en udvidelse af det eksisterende net med endnu flere transformatorstationer, flere og større kabler. Denne investering vil være overflødiggjort af det intelligente el-net.
Erhvervslivet vil også kunne få stor glæde af sådan en investering. Men det er langt mere end det. Det vil give Danmark alle forudsætninger for at iføre sig den gule førertrøje inden for teknologi og knowhow. Endnu engang. Smart Grid er noget, som er mindst lige så epokegørende som anvendelse af vindmøller. Her har Danmark med Vestas vist vejen for andre lande.
Desværre kan den (kommende) succes ikke aflæses i det samfundsmæssige regnskab lige nu. Det er en investering i fremtiden. Og det har vi brug for. Danmark har behov for at finde områder, hvor vi er konkurrencedygtige for at fastholde det nuværende velfærdssamfund med det tvist af bæredygtighed, der gør os til en rollemodel for resten af verden.
Vi har gennem mange år haft behov for at tænke langsigtet og visionært på energiområdet for at reducere den kraftige udledning af drivhusgasser fra vores el-produktion. Der har været stor folkelig opbakning til det, og Vestas? status som folkeaktie viser, at det er noget, som vi har taget til os.
Denne opbakning har været med til at opbygge vidensmiljøer inden for vedvarende energi, hvoraf vindmøllerne kun er et af områderne. Derfor oplever virksomhederne og forskerne, at de bliver opsøgt af kinesere, amerikanere og andre, der gerne vil gøre en indsats for klima og miljø. Vi ved hvordan.
Regeringen har sat ambitiøse planer for omstillingen af el-produktion, som allerede er ved at blive realiseret ved etableringen af havvindmølleparker. Samtidig forventes det, at vi skifter vores oliefyr ud med elektriske varmepumper og erstatter benzinbilerne med elbiler.
Der er brug for at foretage en langsigtet investering, som ikke kan aflæses i det samfundsmæssige regnskab lige med det samme. Smart Grid er en af de bedste investeringer, som kan foretages for miljøet, samfundsøkonomien og fremtidens Danmark. Og det kan ikke gå hurtigt nok med at komme i gang.
Af Søren Lehn, CEO, PA Consulting Group