Modstandere vinder kamp mod CO2-lager

Den lokale nordjyske forening "Nej til CO2-lagring" roser regeringen for at give afslag på den svenske energikæmpe Vattenfalls ansøgning om at få lov til at pumpe drivhusgassen CO2 ned i undergrunden i den såkaldte Vedsted-struktur i Nordjylland. - Det er en kæmpesejr for os. Nu kan vi jo så småt begynde at begrave stridsøksen og endda måske også foreningen, siger formanden, Asger Møller Madsen, og fortsætter: - Vores opfattelse var lidt, at den tidligere regering havde lagt Vattenfalls ansøgning ned i skrivebordsskuffen - men vi mente, at man netop skulle rive den helt i stykker. Ifølge klimaminister Martin Lidegaard (R) skyldes afgørelsen, at "regeringen vil afvente udenlandske erfaringer med anvendelse af CCS teknologien, før der kan tages stilling til, om lagring af CO2 på land kan accepteres i Danmark". Metoden med at opsuge CO2 fra kraftværkernes skorstene og pumpe den ned i undergrunden kendes på engelsk under forkortelsen CCS (Carbon Capture and Storage). Lande med stort forbrug af kul, der er det mest klimaskadelige brændsel, anser metoden som et effektivt middel til at skære i CO2-udslippet og dermed bremse ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren. Energiselskabet fremhæver da også, at projektet kan spare atmosfæren for en årlig udledning af 1,9 millioner tons klimaforstyrrende CO2-gasser fra det store kulfyrede kraftvarmeværk Nordjyllandsværket, 30 kilometer borte i Aalborg. Kritikere mener imidlertid, at metoden er alt for usikker og bekostelig og fjerner investeringer fra grøn energi. Hertil kommer de store byrder, man pålægger mange kommende generationer - ligesom det er tilfældet med langtidsdeponering af radioaktivt affald fra a-kraftværkerne. Projektet har vakt modstand blandt de lokale jordejere og naboer mellem Brovst og Aabybro i Jammerbugt Kommune, som i 2009 organiserede sig i "Nej til CO2-lagring"

Læs mere: http://www.nordvestnyt.dk/artikel/132069:Indland--Modstandere-vinder-kamp-mod-CO2-lager?rss