Danmark giver afslag på CO2-lager

Danmark giver nu afslag på den svenske energikæmpe Vattenfalls ansøgning om at få lov til at pumpe drivhusgassen CO2 ned i undergrunden i den såkaldte Vedsted-struktur i Nordjylland. - Ved afgørelsen er der navnlig lagt vægt på, at regeringen vil afvente udenlandske erfaringer med anvendelse af CCS teknologien, før der kan tages stilling til, om lagring af CO2 på land kan accepteres i Danmark. Sådan skriver klimaminister Martin Lidegaard (R) i en orientering til Folketingets klimaudvalg. Metoden med at opsuge CO2 fra kraftværkernes skorstene og pumpe den ned i undergrunden kendes på engelsk under forkortelsen CCS (Carbon Capture and Storage). Lande med stort forbrug af kul, der er det mest klimaskadelige brændsel, anser metoden som et effektivt middel til at skære i CO2-udslippet og dermed bremse ophobningen af drivhusgasser i atmosfæren. Energiselskabet fremhæver da også, at projektet kan spare atmosfæren for en årlig udledning af 1,9 millioner tons klimaforstyrrende CO2-gasser fra det store kulfyrede kraftvarmeværk, Nordjyllandsværket, 30 kilometer borte i Aalborg. Kritikere mener imidlertid, at metoden er alt for usikker og bekostelig og fjerner investeringer fra grøn energi. Hertil kommer de store byrder, man pålægger mange kommende generationer - ligesom det er tilfældet med langtidsdeponering af radioaktivt affald fra a-kraftværkerne. Projektet har vakt modstand blandt de lokale jordejere og naboer mellem Brovst og Aabybro i Jammerbugt Kommune, hvor CO2-gasserne skulle have været pumpet ned i undergrunden. Mange i lokalområdet frygter, at den lagrede CO2 netop skal slippe ud og kvæle mennesker og dyr eller skade drikkevandsforsyningen. De er så arge modstandere af projektet, at de har organiseret sig i en forening, "Nej til CO2-lagring".

Læs mere: http://www.nordvestnyt.dk/artikel/132052:Indland--Danmark-giver-afslag-paa-CO2-lager?rss