Biomasse er lige så effektiv som kulkraft
POLITIKER: Per Dalgaard, Dansk Folkeparti PÅSTAND: “De vil med vold og magt tvinge den mindst effektive energiproduktion ind på alle vore kraft-varme værker, nemlig biomasse , som kræver mindst en tredjedel mere brændsel for at give samme energiproduktion som kul” VURDERING: Falsk Dansk Folkepartis energiordfører Per Dalgaard skriver i et debatindlæg en kritik af oppositionens udspil til en energireform. Han skriver blandt andet, at oppositionens fokus på biomasse, der skal erstatte kulkraft på landets kraft-varmeværker, kommer til at kræve langt mere brændsel end ved brug af kul. “De vil med vold og magt tvinge den mindst effektive energiproduktion ind på alle vore kraft-varme værker, nemlig biomasse , som kræver mindst en tredjedel mere brændsel for at give samme energiproduktion som kul,” skriver Per Dalgaard. Men biomasse er faktisk temmelig effektivt i forhold til kul. Faktisk er biomasse ifølge både Energistyrelsen og Dansk Energi fuldt konkurrencedygtigt i forhold til kul, når man producerer både el og varme på det samme kraftværk. Derimod har Per Dalgaard ret, hvis man udelukkende kigger på de få danske kraftværker, der udelukkende producerer el. Her er man ifølge Energistyrelsen nede på en virkningsgrad, som afgør hvor effektivt et brændsel er, på 31-32 procent i modsætning til kulkraft, der har en virkningsgrad på omkring 47 procent på de bedste kulkraftværker. Dog nævner Per Dalgaard selv kraftvarmeværkerne og her er virkningsgraden for biomasse lige så god som for kul. Jesper Koch, civilingeniør hos Dansk Energi, forklarer, at produktionen af både el og varme ikke er mindre effektiv, når man bruger biomasse end med kul: “Nej, det er den nødvendigvis ikke – der er rigtigt gode eksempler på det modsatte. Hvis der er forskelle i effektiviteten, ligger de på et helt mikroskopisk niveau,” siger Jesper Koch og fortsætter: “Hvis man laver kombineret produktion, kan man sagtens komme op på de samme virkningsgrader ved at bruge træpiller som med kul,” siger Jesper Koch, som dog understreger, at det kun gør sig gældende, når der er tale om produktion af både varme og el på større kraftvarmeværker. På mindre værker, hvor man f.eks. bruger halm eller husholdningsaffald vil den elektriske virkningsgrad være væsentligt mindre, fordi halm og husholdningsaffald er brændsler, som for at undgå korrossion i forbrændingskammeret ikke kan afbrændes ved så høje temperaturer. I det de fleste danske kraftværker producerer både el og varme og dermed når op på en virkningsgrad, der er tilsvarende til kulkraftværkerne, er Per Dalgaards påstand om, at biomasse kræver en tredjedel mere brændsel end kulkraft forkert, særligt fordi han henviser til den type værker, som producerer både varme og el på samme tid. Dog kan man, for at undgå såkaldt korrosion (en proces der giver rust i kedlen, der varmes op), skrue ned for temperaturen i kedlen, hvilket giver en lavere virkningsgrad på kraftvarmeværkerne, der kører på biomasse. Kilde: Anslået virkningsgrad, Energistyrelsen og Dansk Energi Polmonitor har spurgt Dansk Folkeparti, om de vil kommentere på historien, men har endnu ikke fået svar. Ordbog: Klik på linket for at se mere om de forskellige ord, der bruges i artiklen. Biomasse Virkningsgrad Kraftvarmeværker i DanmarkLæs mere: http://polmonitor.dk/?p=387