Det prægede forsiden på Information i denne weekend, at “København skal være verdens første CO2-neutrale hovedstad“. Rundetårn og andre københavnske bygninger, i grøn farve naturligvis, fylder godt ud på forsiden. Ifølge de lokale politikere skal København have reduceret sin CO2-udledning med 20 procent, og i 2025 skal byen være CO2-neutral.
En ny klimaplan fra Københavns Kommune skal gøre Købanhavn CO2-neutral
“Men det er helt klart en fordel, at vi er langt fremme. Vi har nogle af verdens mest energieffektive kraftvarmeværker. Vi er den hovedstad i verden, hvor folk cykler allermest. Og der er en spirende vilje blandt københavnerne til at gøre en forskel og selv træffe nogle klimavenlige valg,” siger teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R), som ikke vil kommentere planens indhold før offentliggørelsen. Kilde: Information.dk
Ambitionen om CO2-neutralitet er en del af den nye klimaplan, som Københavns Kommune præsenterer på tirsdag. Klimaplanen sendes til offentlig høring blandt borgerne i næste uge og frem til sommer. Herefter skal den så endelig vedtages af Borgerrepræsentationen.
Der skal spares CO2 ved blandt andet at hente el fra vindmøller, køre i el- og delebiler, plante grønne tage og få hjælp fra klimakonsulenter. En del gode klimainitiativer, der virker meget ambitiøs. Får København en sådan plan på plads, vil det være et fremskridt, og byen kan gå hen og blive et forbillede til Klimakonferencen, COP15, i selv samme by i december.
Samtidig bringer Politiken dog en artikel, hvori analyseinstituttet Userneeds har lavet en undersøgelse om holdninger til den globale opvarmning i blandt andet København. Her viser det sig, at Københavnerne ikke vil ændre livsstil for klimaet. Kun få procent er villige til at rejse mindre, og kun knap 40 procent vil bruge offentlig transport for at nedbringe deres CO2-udledning.
Tilgengæld er Københavnerne dog gode til at bruge cyklen og slukke for lyset.
»Men det at slukke lyset er jo bare en symbolhandling«, mener Ole Thyssen.
»Omvendt kræver det en del at sige til børnene, at vi ikke tager på sommerferie i år, når rejser nu er blevet en del af det store spil om anerkendelse og alle deres kammerater skal af sted«, forklarer han.
Kilde: Politiken.dk
Efter at have læst artiklerne i Information, må jeg sige, at det er en klimaplan med fremtid i. Den tager højde for det meste - energiproduktion, transport og bebyggelse - men der mangler dog lidt fokus på erhvervslivet. Her er stadig et stort energiforbrug. I klimaplanen fremgår det dog, at byens virksomheder skal motiveres til at handle mere klimavenligt. Samtidig skal 500 virksomheder tilbydes at blive KLIMA+ virksomheder, som blandt andet kan få gratis klimarådgivning og økonomiske besparelser. Gode initiativer men dog lidt vej endnu.