Dansk Fjernvarme: Gentænk afgifts- og tilskudssystem

Dansk Fjernvarme opfordrer til, at man fra dansk side sikrer en samlet og koordineret planlægning af infrastrukturen på energiområdet. Afgifter og tilskud skal understøtte klimamålsætningerne.   Når den danske handlingsplan for vedvarende energi sidst i juni afleveres til EU, mener Dansk Fjernvarme, at det er vigtigt, at den tager højde for sammenhængen i energisystemet. ”Der er behov for at gentænke det danske afgifts- og tilskudssystem i et længere perspektiv. Afgifter er nødvendige for at sikre statens indtægter, men det vigtige er, at afgifter og tilskud understøtter de klimamålsætninger, som energipolitikken i øvrigt bygger på. Et helt konkret eksempel kan være incitamenter til store varmepumper i fjernvarmesystemet. Her er den eksisterende afgiftsstruktur en barriere. Ved at tilpasse afgiften kan varmepumper i fjernvarmesystemerne i kombination med kraftvarmekapaciteten være med til at balancere sol- og vindenergi,” siger Jørgen G. Jørgensen, direktør i Dansk Fjernvarme. Jørgen G. Jørgensen pointerer, at langsigtede retningslinjer for afgifter og tilskud desuden danner et stabilt fundament for en effektiv teknologisk udvikling. Ressourcer skal udnyttes effektivt ”De begrænsede biomasseressourcer skal anvendes med omtanke, således at lokale løsninger ikke blot medfører national øgning af eksempelvis kulkondensdrift. Udbygning af affald, træ, biogas og vind bør gennemføres med prioritering af lagringsmuligheder på varmesiden, idet fleksible lagringsløsninger sikrer, at såvel brændsler som vindenergi udnyttes med størst mulig effektivitet,” forklarer Jørgen G. Jørgensen, og fortsætter: ”Dansk Fjernvarme har sammen med Danmarks Vindmølleforening her i foråret opfordret klima- og energiminister Lykke Friis til blandt andet at sikre, at der tages initiativ til en samlet og koordineret planlægning af infrastrukturen på energiområdet. Udviklingen af el-, gas- og fjernvarmesystemerne skal ses i sammenhæng med de langsigtede mål for indpasning af vedvarende energi.” Samtidig betoner han, at selvom Danmark bruger mange midler til forskning, vil vi få større udbytte af indsatsen, hvis vi allerede fra start tænker i helheder. Kampen for at nå VE-målene, er ikke en kamp, som én teknologi alene kan løse. ”Det er væsentligt, at de brændsler og teknologier, der satses på, bidrager til et samlet set fleksibelt energisystem, således el- og varmesystemerne komplementerer hinanden. Fjernvarme er en teknologi, der er til rådighed, og som rummer fleksibiliteten til at skabe samspil mellem alle energiteknologierne. Netop det er nødvendigt for at nå målet om at skabe et fossilfrit energisystem,” slutter Jørgen G. Jørgensen.

Læs mere: http://www.windpower.org/da/presse/nyheder.html#647