I dag lancerer vi Københavns nye klimaplan. Vi er den første hovedstad i verden, der har en plan for, hvordan vi bliver co2-neutrale - og tilmed inden for en overskuelig tid.
Vi må og skal nedsætte CO2-udledningen betragteligt. Vi kunne vælge de billigste eller de nemmeste løsninger, men vi vælger i København en grøn og sund løsning. Den klimaplan, som vi lancerer i dag, er ikke set magen til noget sted i verden på noget tidspunkt før.
Klimaplanen går i sin essens ud på at begrænse: vi skal slippe væsentligt mindre co2 ud i atmosfæren, hvis vi skal modvirke klimaforandringerne. Men vi har formået at lave en klimaplan, der også skaber nye muligheder i byen - det kan lade sig gøre at lave fornuftige langsigtede investeringer, der betaler sig - i kroner og øre, i mindre luft- og støjforurening og i en grønnere by.
Inden 2015 skal vi have reduceret co2-udslippet med 20 %, og i 2025 skal København være en co2-neutral hovedstad. Vi har regnet på det og fundet ud af, hvordan vi kan gøre de røde tal grønne i co2-regnskabet, og det er blevet til seks forskellige indsatsområder med i alt 50 konkrete initiativer.
Det absolut væsentligste område er energiforsyningen. Her finder vi 75 % af klimaplanens co2-reduktioner, og det svarer til 375.000 tons co2 om året. Det handler om, hvordan vi producerer vores energi, vores el og varme. Vi vil erstatte kul med biomasse i kraftvarmeværkerne, vi vil sikre, at der bliver satset på andre vedvarende energikilder som vind, sol og geotermi, og vi vil arbejde for et mere effektivt og fleksibelt energisystem. Vi vil bygge nye vindmøller, som kommunen og københavnerne kan have andel i. Vi skal have hele kommunens elforbrug dækket af vindenergi, og vi vil meget gerne arbejde tæt sammen med energiselskaberne om at skabe grønne løsninger.
De øvrige indsatsområder i klimaplanen er nybyggeri og renovering, transport, københavnerne selv, byudvikling og klimatilpasning.
Læs klimaplanen i kort version og lang version på www.kk.dk/klima.