Pöyry: Massiv vindudbygning fører til lavere elmarkedspriser
En massiv udbygning med vind frem mod 2020 vil reducere den europæiske elmarkedspris med 2-17 øre per kWh. Samtidig vil den europæiske CO2-kvotemarkedspris - og dermed driftsudgifterne på kul- og gaskraftværker - falde betydeligt. ”Den europæiske vindmølleorganisation, EWEA, har bedt os undersøge, hvordan en massiv udbygning med vind i Europa vil påvirke elmarkedsprisen i 2020, hvor EU har fastlagt klare mål for andelen af VE og reduktion af CO2-udledning,” siger Jesper Munksgaard, Senior Consultant i Pöyry. ”Det er en fejlagtig opfattelse, hvis man tror, at vindkraft er en dyr løsning for samfundet. Vindmøller i drift leverer både billig og CO2-venlig strøm. Når vindmøller bliver en del af et samlet elsystem, skubber vindmøllerne dyrere elproduktionsanlæg som f.eks. gas og kulkraft ud af produktionen, fordi vindmøller har meget lave driftsomkostninger. Derved falder markedsprisen på el, og CO2 udledningen fra elproduktionen bliver mindre.” Samstemmende resultater Undersøgelser for Tyskland, Belgien og Danmark fastslår, at vindkraft vil reducere elmarkedsprisen med 3-23 Euro per MWh - svarende til 2-17 øre per kWh. ”Vores igangværende analyser for hele det europæiske elmarked baseret på data fra EWEA tyder på en reduktion af markedsprisen i niveau med de eksisterende undersøgelser - svarende til en årlig besparelse i milliardklassen. Det er desuden vigtigt at fremhæve, at CO2 kvotemarkedsprisen falder, når der udbygges med vindkraft i Europa. Vores analyser viser, at den europæiske kvotemarkedspris falde betydeligt på grund af vindkraftudbygningen i 2020. Derved reduceres driftsudgifterne på både kulkraft- og gaskraftværker,” forklarer Jesper Munksgaard. Undersøgelsen for EWEA forventes offentliggjort i juni. Udfordringer undervejs EU skal imidlertid ikke regne med, at man får en massiv udbygning med vind og billigere elpriser uden en aktiv indsats. ”Der ligger en udfordring i at sikre, at der fortsat er incitamenter til at investere i vindkraft i takt med, at elmarkedet bliver mere liberaliseret og i takt med, at vindkraften kommer til at udgøre en langt større andel end i dag. Der kræves en større fleksibilitet i både produktionen og forbruget for, at vindkraft i fremtiden ikke blot erstatter eksisterende vindkraft, når der udbygges massivt. Denne tilpasning vil både indebære nogle omkostninger, men også fordele,” pointerer Jesper Munksgaard. ”En større fleksibilitet kan bl.a. opnås gennem elbiler, men specielt elpatroner på kraftvarmeværker er en billig og effektiv løsning og dermed en god samarbejdsparter for vindmøllerne. Derudover bliver samspillet mellem biomasse og vindmøller vigtigt. Biomassen kan nemlig forsyne de regulerbare kraftværker, som skal stå til rådighed for vindmøllerne. En særlig fælleseuropæisk udfordring bliver at lave et mere harmonisk og integreret markedsdesign, end det man har i dag, hvor f.eks. støttepolitikken til havmøller i England er mere lukrativ end i Danmark. Det europæiske elnet skal ligeledes designes til at kunne transportere store elmængder rundt i Europa, når det f.eks. blæser meget i nogle områder, men ikke i andre,” slutter Jesper Munksgaard.Læs mere: http://www.windpower.org/da/presse/nyheder.html#625