Op i tempo med biogassen, tak!

Om få år bliver Danmark nettoimportør af gas. Som prognoserne ser ud nu, sker det om 8 år. Det kan måske blive senere, men en ting er ret sikker. Prisen kommer til at stige, for kampen om at få fingre i verdens naturgasressourcer er hård. Det ses måske ikke lige nu, hvor krisen har fået forbruget og dermed prisen til at falde, men ræset skal nok komme i gang igen. Og, så er der jo ikke at forglemme. Gassens klimapåvirkning. For vel er den mindre slem end både kul og olie, men drivhusgasser udsender den altså.   Vi er til gengæld så heldige, at vi har et glimrende alternativ ved hånden: Biogas produceret på gylle, slam mv., hvor vi slår flere fluer med et smæk: Den afgassede gylle er bedre som gødning end rågyllen. Den lugter mindre, sænker udslippet af drivhusgasser og giver rigtig gode muligheder for nye jo og indtægter fra eksport af udstyr til biogasanlæg. Den passer desuden som fod i hose til vores struktur med mange små kraftvarmeanlæg, hvor der sjældent er langt til nærmeste værk.   Det er da også svært at finde en politiker, der vil sige andet end godt om biogas. Med få undtagelser sker der bare ikke en pind. I 2008 lykkedes det os – efter hårde forhandlinger – at få et øget pristilskud igennem, og for et år siden lovede regeringen så ekstra penge til nye anlæg – under store fanfarer om at halvdelen af gyllen skal i biogasanlæg inden 2020. Men, stadig: ingen resultater.   Det lette svar er naturligvis at skyde på investorerne. Det er bare ikke noget godt svar, for bag kulisserne lurer et spøgelse, der går under betegnelsen ”frit brændselsvalg”. Det lyder besnærende og promoveres især ivrigt af politikere fra Venstre, der ønsker at droppe kraftvarmen til ”fordel” for rene varmeværker, der fyrer med fx træflis. For det enkelte værk vil det være billigere, men for biogassen er det døden. Og, så længere ejerne af de små værker tror, at der kommer ”frit brændselsvalg” vil de være modvillige mod at aftage biogassen. Det er derfor nødvendigt, at Venstre melder klart ud. Enten ved at sige nej til ”frit brændselsvalg”, eller ved at garantere, at værker der siger ja til biogas, får økonomisk kompensation, hvis et flertal alligevel skulle indføre ”frit brændselsvalg”. Sagt med andre ord: Vi har brug for en garanteret pris, så værkerne tør binde an med at aftage biogas.. Vi beklager, hvis det lyder lidt indviklet, men ind imellem er sandheden ikke helt enkel.                                                                                                           Og, hvad så med flisen? Og halmen? Den har vi så rigeligt brug for i de store værker, der i dag fyrer med kul. Her har vi faktisk brug for en hel del mere end det, der pt. Ligger og rådner på markerne.   Så lad os komme op i tempo med hensyn til ydnyttelse af biogas – til glæde og gavn for både landbrug og samfund.   Anne Grete Holmsgaard. Klima – og energiordfører for SF Karl H. Bornhøft. Folketingsmedlem for SF

Læs mere: http://www.sf.dk/default.aspx?site=karlbornhoefts&func=weblog.entryview&eid=91349