PowerLabDK: Danmarks nye el-eksperimentarium

Solskinsøen Bornholm bliver forsøgs ø og model for fremtidens danske energisystem. PowerLabDK er det nye forskningskonsortium, der skal drive forskning, udvikling og demonstration inden for intelligent integration af vedvarende energikilder – bl.a. med fuldskalaforsøg på Bornholm. PowerLabDK arbejder med at finde de løsninger, der kan føre Danmarks politiske mål om 30 pct. vedvarende energi i det danske energisystem inden 2020 ud i livet. Det handler om at integrere store mængder vedvarende energi i el-systemet og i høj grad om at flytte noget af den vedvarende energi over i varme- og transportsektorerne. Intelligente vindmøller, varmepumper og elbiler Det nye nationale el-eksperimentarium bygger på eksisterende faciliteter, der bliver opgraderet til verdensklasse, og som samtidig samkøres, så de arbejder sammen som et stort laboratorium med næsten uanede muligheder for udvikling, test og demonstration af teknologi. Bornholm kommer til at fungere som fuldskalalaboratorium, da øen er perfekt til ”live-forsøg”, bl.a. fordi man kan afskære el-forbindelsen til Sverige og dermed lave et lukket system. Der er desuden over 30 pct. vind i energisystemet på Bornholm med mere på vej, hvilket tilnærmer sig den virkelighed, vi vil se i hele Danmark inden 2020. På Bornholm vil man bl.a. teste og demonstrere intelligens i vindmøller, hvor møllerne selv kan styre fluktuationer i vinden imellem sig inden for korte tidsintervaller. Derudover vil man udrulle forsøg med varmepumper og intelligent styring af elektriske enheder i de private hjem samt samarbejde med Edison-projektet omkring forsøg med elbiler i det Bornholmske energisystem. Du kan læse en uddybende artikel om PowerLabDK i december måneds udgave af Vindmølleindustriens nyhedsmagasin, Megawatt, der allerede er snigpremiere på nu på Vindmølleindustriens hjemmeside. Læs mere Artikel med Jacob Østergaard, formand for PowerLabDK, i Megawatt

Læs mere: http://www.windpower.org/da/presse/nyheder.html#523