7500 kroner i energispild per EU-borger

Mens Europa er i alvorlig økonomisk krise, hælder EU-landenes energiproducenter hvert eneste år dyr energi ud til fugle og fisk for 3720 milliarder kroner eller 500 milliarder euro. Beløbet svarer til 7500 kroner per EU-borger i rent energispild. Penge der ifølge Dansk Fjernvarme kunne have været sparet ved brug af fjernvarme og kraftvarme. Det ville samtidig medføre en drastisk reduktion i CO2-udledning. - Det er et vanvittigt ressourcespild. Opskriften på at spare forbrugerne for enorme udgifter er brug af fjernvarme og kraftvarme, siger Dansk Fjernvarmes internationale chef Birger Lauersen. Han er også præsident for den internationale fjernvarmeorganisation Euroheat & Power. Danmark er internationalt førende på energieffektiv fjernvarme. EU har netop nu planer om et direktiv vedrørende energi-effektivisering, som peger på øget brug af kraftvarme. Det betyder, at spildvarmen fra produktionen af el bruges på de store kulkraftværker, som i dag ineffektivt smider det opvarmede kølevand ud i have og floder. Samtidig bruger folk i stor stil naturgas til opvarmning. - Vi har en kæmpe opgave i at reducere CO2-udledningerne. Derfor skal vi bruge de billigste virkemidler først, og det er at bruge energien optimalt, siger Birger Lauersen. Internationalt er det desuden planen at bruge mere vedvarende energi. Men en forudsætning er, at man har et effektivt energisystem til at udnytte de enorme mængder biomasse, vind, sol og geotermi, som der er planer om at tage i brug de kommende årtier.

Læs mere: http://www.nordvestnyt.dk/artikel/133478:Indland--7500-kroner-i-energispild-per-EU-borger?rss